Jesus i centrum
(første del)
Prædiken af Tomas Lindholm i Frirkirken Salem søndag d. 2. august 2009 – Tema: Kirke
De næste uger kommer til at handle om kirke – i mit hoved, og her på vores gudstjenester. Vi skal være sammen i fællesskab, om hvordan vi er fællesskab. Hvilken tid går vi i møde? Hvad kræver det at være kirke? Hvad havde Gud i tankerne dengang det hele blev sat i gang?
Lige så snart vi begynder at snakke om kirke, kommer vi til at tænke på vores egen kirke – Frikirken ’Salem’, og det er måske et af vores problemer, at vi er alt for selvoptagede. Vi vil jo gerne være en kirke som fungerer, som vokser og som gør en forskel i vores nærmiljø. Men når jeg bruger ordet kirke i dag, så er det ikke kun vores kirke jeg snakker om. Jeg tror nemlig at Gud har en plan for kirke som helhed. Ikke kun for enkelt-menigheder rundt omkring.
Og vi kan hurtigt komme til at se alle de ting som vi ikke har – og det som vi er dårligere til end andre, hvis vi kigger på vores egen lille kirke. Og det kan vi sikkert også lære meget af – men helt grundlæggende så handler det ikke om vores programmer, bygninger eller arbejdsgrene, men om hvilket fokus vi har.
Du har måske været i fællesskaber hvor du kan mærke at det her sted har det der skal til – her er Gud tilstede på en speciel måde. Nogle vil sige at det bare er Helligånden, og ja, der skal selvfølgelig være Helligånd. Men det ville være fornærmende at afskrive en række kirker, og sige at de ikke har Helligånden. Og det er også mere end det, det er Helligåndens virke gennem mennesker på en bestemt måde… Man kan mærke en brand som er noget helt specielt. Man ser forandrede mennesker – forandrede liv. Man mærker at det gør en forskel.
Jeg startede mine tanker i beretningen om Emmaus vandrene denne uge – for jeg kunne pludselig se mig selv (Lukas 24:13-35). Fortællingen er om to mænd, som er på vej hjem til Emmaus… De har fulgt med i gruppen omkring Jesus, og nu er Jesus blevet korsfæstet og lagt i en grav, og det hele er meget forvirrende. De har oven i købet oplevet at der kom kvinder hjem fra graven og fortalte at Jesu legeme nu også var væk fra graven… Hvad skulle man tro? Var det virkelig sådan hele eventyret skulle ende?
Det her er to frustrerede mænd, på vej væk fra fællesskabet. Måske med den tanke at lægge det hele bag sig, som et afsluttet kapitel!
Men pludselig midt i deres frustration kommer Jesus og går sammen med dem. Han udlægger tingene for dem og de får lov at se tingene i et andet perspektiv. Der hvor de ser nederlag, ser han sejr, der hvor de ser forvirring ser han klarhed og der hvor de ser død og afslutning ser han liv og ny begyndelse. Alligevel er det først da Jesus bryder brødet at de opdager at det er ham, og vips, så er han væk for deres øjne. Men de her to mennesker er blevet tændt igen og derfor så kaster de sig ud på den lange tur til fods tilbage mod Jerusalem, og tilbage mod fællesskabet.
For hjemme i Jerusalem, sad der flere folk ligesom dem selv. Bag låste døre, fordi de var bange. (Der har måske været 70 – sådan en almindelig frikirkeforsamling, en gennemsnitssøndag). De havde valgt at trække sig sammen om sig selv og deres tab, inde bag lukkede døre. De oplever ikke først og fremmest nærvær men fravær. Jeg har nogle gange tænkt over hvordan Gud har set på de her folk – mon ikke det har gjort ondt i hans hjerte, og mon ikke han har længtes efter at åbenbare sig for dem igen (Sammenlign med forældres følelser overfor et lille barn). (Jf. Markus 16:14 hvor Jesus bebrejder disciplene deres vantro og hårdhjertethed).
Grunden til at de sad her var at de var desillusionerede, de havde bygget deres håb på noget som så ud til at være gået i vasken, eller løbet ud i sandet. Intet var længere som de havde regnet med. Efter at have fulgt Jesus i ugevis, og lyttet til hans undervisning, så var de blevet så grebet at de havde sat hele deres tilværelse ind på hans idéer. Nogle havde efterladt forretninger og brugte nu kun deres tid sammen med Jesus, andre havde hus og hjem de forsøgte at passe sideløbende – med fællesbetegnelsen var at de troede på det Jesus fortalte og de kunne se og mærke at han gjorde en forskel. Han var værd at efterfølge.
Nu var han bare blevet anholdt, og slået ihjel, på den mest grusomme måde – og hvem ved, måske stod nogle af dem der i rummet næst på listen. Ingen kunne vide sig sikker. Hvad skulle man gribe i og gøre? Hvordan skulle man forholde sig? Jesus som de plejede at kunne spørge til råds, var jo netop ham som ikke var der? Frustrerende situation…
Men opstandelsen er ikke eventyrets happy end, hvor alting genoprettes! Det er gennembruddet for livets kræfter lige ind i alt det mørke og forfærdelige. En kirke som aldrig har våget sig ned i tomheden, ved ikke hvad det vil sige at Jesus er opstået fra de døde.
Og de her to folk fra Emmaus kommer buldrende tilbage – de har mødt den virkelige og opstandne Jesus. Uden for deres lille stue. Han findes, han lever, han er opstanden!
Jesus kommer og slår følge med os. Det er ikke sikkert at vi er opmærksomme på det. Men i nadveren afsløres hans formål. Midt i vores skuffelser over at tingene ikke blev som vi håbede, kommer han og slår følge med os. Han mødes med os når han lytter til os, underviser os og bryder brødet med os. Lytter til os i bønnen, taler til os gennem skriften og giver sig til os i nadveren. De samme ting som ApG fortæller os at disciplene holdt fast i…
Indimellem føler jeg, at det er der vi er som kirke. Og det er der skam meget bibelsk i. Tilbage i GT står Israels folk overfor en lignende oplevelse. Josva har lige overtaget leder-depechen fra Moses, og så siger Gud til ham at ”Miraklernes tid er forbi” – Det er som om Gudsfolket skal ud og kæmpe selv, efter at Gud havde været virkelig nærværende i lang tid (Ildsøjle og Skysøjle, Vagtler, Manna osv. osv.). Josva og folket er dermed et billede på vores kirke idag. Gud kalder sin kirke til at ”rejse sig”, kæmpe og vinde sejr! – I Josvabogen læser vi om hvordan Gud sejrer gennem mennesker… Og om hvordan Gud virker gennem mennesker, uden at være synligt til stede!
Sådan gør han også i dag – Ikke mindst gennem vores kirker, rundt omkring. Uanset hvor dårlige vi så end er til at være lokal kirke!
Via Emmaus vandrene, og massevis af andre vidnesbyrd og åbenbaringer, bliver det her lille bange fællesskab ændret til noget helt andet og næste gang vi læser om dem som fællesskab, så står der pludselig sådan her…
De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.
(ApG 2:42 – 47)
Der var sket noget. Det som var startet med enkeltpersoners personlige oplevelse med Gud, var nu endt med at være et transformeret fællesskab – og et sted hvor der skete noget. Alle de troende var sammen og de var fælles om alt.
Forestil dig hvad det her kunne blive til. Jeg foreslår ikke at vi starter et kollektiv og flytter sammen, men bare skridtene hen i den retning – at sælge noget der er vores, for at en anden (som har brug for det) kan få råd til mad, eller lignende. At dele mit inderste med dem som har behov – og at få der hvor jeg har behov. At helt oprigtigt af hjertet prise Gud for hvad han gør i og omkring os!
Grundmønsteret findes i nadveren (Tog, takkede, brød og gav…) Vi bliver på den måde brødet i Jesu hænder som gives til verden. (’I Lammets tegn’, s. 350)
Gud ønsker at velsigne de mange gennem de få. Han ønsker ikke at velsigne de få på bekostning af de mange. (’I Lammets tegn’ s.191)
Øvelse
Rejs dig og luk øjnene. Peg mod nord. Tjek med et kompas… bevis at nogle tager fejl. Selvom de starter nye kirker vil de stadig tage fejl. Vi har et kompas, i Bibelen, i Guds historie og i vores tørst efter Gud!
Tørsten efter Gud er vores kompas! Kirke handler om mere end personlig selvrealisering! Måske har hver enkelt nøglen til ”hvad ånden siger til menigheden”. ”Vort hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig” (Augustin). (’I Lammets tegn’, s. 67)
Spørgsmålet til kirken er ikke ”Hvordan skal vi forholde os til vores tids udfordringer?”, men i stedet ”Hvordan skal vi forholde os til det faktum, at Jesus Kristus er opstået fra de døde?” Dybeste set er det den opstandne og ikke kirken, som er svaret på vor tids problemer. Derfor må kirkerne være vendt mod ham, så han gennem dem kan blive synlig i verden. Ellers kommer kirken bare til at skygge for ham, i alle dens forsøg på at være relevant! (’I Lammets tegn’, s. 155)
Jeg tror, at det kræver et meget præcist fokus. Jesus var årsagen til at de her mennesker overhovedet havde fundet sammen. Han var årsagen til at de mødtes bag låste døre. Og han var årsagen til at de pludselig blev forvandlet. I alle ting var han centrum…
Det er grundlæggende væsentligt at Jesus er centrum i menigheden! (Centrum = Ildstedet midt i huset - Latin). At alt centrerer sig om ham.
Fordi han er centrum gør det også noget væsentligt for os at høre efter hvad han siger – for han (Jesus) taler fra en position midt i menigheden – ikke fra en fjern, højt hævet position. Han følges med os, og ved hvilke situationer vi står i…
(Johs. Åb. 1:12-20 – Jesus står i midten af sin menighed, men holder samtidig menigheden i sin hånd).
En kirke som tydeligt er indrettet mod den opstandne, ved hvor den er på vej hen. En kirke hvor centrum er blevet utydeligt, har bogstaveligt talt mistet orienteringen.
Vi er ofte for optaget af os selv! Ligesom resten af samfundet - optaget af os selv og vores eget spejlbillede. ”Er jeg god eller dårlig nu?” Når vi har trukket os fra vores virkelige frontlinjer, bruger vi kræfter på at bekæmpe andre som er ligesom os. I stedet for at kæmpe mod ”fjenden udenfor” kæmper vi mod konflikter og detaljer som dukker op i det ”fromme miljø”. (’I Lammets tegn’, s. 101)
Magnus Malm siger: Det er når kirken er optaget af sig selv at den bliver en verdensfjern ghetto – ikke når den er optaget af Gud (’I Lammets tegn’, s. 218)
Jesus og kirken er uadskillelige størrelser!
Når vi snakker om fokus, så betyder det at vi er nødt til at stille os selv nogle spørgsmål.
• Er der misvisning på vores kompas? Har vores kurs ført os væk fra det mål vi burde være på vej imod?
• Er der ting vi laver, som vi burde holde op med at lave, for at holde vores fokus?
• Er der noget vi koncentrerer os om, som vi burde glemme, for at holde vores fokus?
Vi er nødt til at gøre noget som ingen har gjort før, for at få fat på mennesker som ingen har fået fat på før!
Det starter i dig som enkeltperson!
Historien om Frans Af Assisi (Side 353 ’I Lammets tegn’)
I begyndelsen af 1200-tallet, under Pave Innocent den tredje - en af de mægtigste og rigeste paver som har eksisteret, men samtidig en meget verdsliggjort pave. Med krigshære, korruption, seksuelle sidespring og lignende omkring sig. Lever en ung mand i bjergene, og kæmper med Gud. Han har brudt med sin far, som ellers var en velstående tekstilhandler. Den her unge mand som plejede at stå i spidsen for den bedre middelklasses fester, trak sig nu alene tilbage i en fattig tilværelse i bjergene, klædte sig i billigt tøj og levede i huler og faldefærdige kapeller. Den unge mand ved at Gud har kaldt på ham – men han ved endnu ikke hvad han har kaldt ham til. Det må have været en frustrerende situation at være i.
En dag er han som sædvanlig inde i et lille kapel (San Damiano), han knæler foran det store malede krucifiks og pludselig hører han at Gud taler til ham. ”Ser du ikke hvordan man hus forfalder?” siger han. ”Gå ud og genopbyg det for mig!”
Han bliver meget forbløffet, men tager udfordringen op, meget konkret og begynder i den kommende tid at reparere på små kapeller i bjergene, men da han bliver opsøgt af nogle af hans gamle venner som beder ham om åndelig vejledning, så kan han godt se at udfordringen går dybere end det rent praktiske.
Flere og flere slutter sig til den her lille gruppe, som giver alt hvad de ejer tilde fattige og bruger deres tid i fællesskab på at søge Gud, og på at prædike mellem folk og hjælpe de syge. Der var stor forskel mellem denne gruppe og det generelle billede af kirkens guldhængte præster og biskopper på daværende tidspunkt.
En dag mødes de dog med hinanden – Innocent og Frans av Assisi. Frans av Assisi og hans venner ligger på knæ foran Innocent i de guldsmykkede haller, og beder om at få lov at starte en ny orden. Først afviser Innocent dem, men efter at have drømt en drøm om natten, hvor han ser kirken i Rom gå i stykker, giver han Frans lov. Og Hans orden vokser støt og roligt.
Hvad ville der være sket hvis de havde vendt den etablerede kirke ryggen?
Afsluttende bøn af Frans Af Assisi:
Herre, gør os til redskab for din fred
Hvor der er had, lad kærligheden råde.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.
O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at søge at blive forstået som at forstå.
Ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
det er ved at tilgive at vi tilgives,
det er ved at dø, at vi fødes til evigt liv!
Amen!