Håb – Prædiken i Frederiksværk, søndag d. 4. juli 2010
Hvor er det nemt at blive skuffet! Når andre mennesker ikke lige tænker eller handler som man havde håbet på, eller når ting udvikler sig anderledes end man havde forestillet sig... (Johannes Møllehave skrev for snart mange år siden en bog der fik titlen ”Skuffelser der ikke gik i opfyldelse” om hvordan vi som mennesker ofte forventer det værste og det så viser sig at være lige modsat).
Denne måneds emne er ”håb” - Overskriften på Missionsforbundets sommerstævne i år er også ”Håb” og derfor bygger vi lidt op til dette. I denne uge var jeg sammen med én som fortalte at han arbejdede med at se mere positivt på andre mennesker. Han havde opfaget hvor ofte han kom til at virke kritisk og fordømmende og havde belsuttet sig for at tænke anderledes. Og det betød at han indimellem også stoppede andre i deres talestrøm og foreslog dem at tænke anderledes om deres medmennesker. Jeg tror det gør en forskel hvordan man tænker! Jeg tror man kommer til at opleve andre mennesker langt mere positivt, ved at tale og tænke positivt om dem.
Jeg kender fra nogle venners venner en pige, som jeg blev fascineret af den første gang vi var sammen med dem. Ligegyldigt hvad andre mennesker sagde om folk, politikere, det offentlige system eller lignende, så snakkede hun kun positivt om dem. Jeg tror aldrig jeg har hørt hende sige noget negativt om et andet menneske – og det var så tydeligt for os, at der var noget specielt ved hende. Da vi kørte hjem snakkede Kamilla og jeg om det, og var helt enige om at det var hendes indstilling til ting omkring sig som gjorde forskellen. Jeg tror hun havde valgt at se lyst på tilværelsen!
Det kan ellers være rigtigt svært. I den verden vi lever i i dag, er håbløshed og mismod noget af det der fylder allermest. Man behøver ikke bruge meget tid på at læse nyheder, før man har læst om kriser, problemstillinger, sygdom, krig, undertrykkelse, katastrofer osv. Det er egentligt ikke mærkeligt at det langsomt siver ind i vores måde at tænke på og gør os mismodige og triste. Vi kan ikke rigtigt se håbet omkring os!
Men interessant er det også at man siger om mennesker som er alvorligt syge, at så længe de holder fast i håbet så lever de og så snart de giver slip, så går det ned ad bakke. Der findes et eller andet i håbet, det holder vores mod oppe og holder os fast til livet.
Faktisk er det ofte når man har givet op at de ubehagelige ting sker. Både i forhold til sygdom, men også i andre sammenhænge. Man bliver eksempelvis ikke forelsket i en anden kvinde så længe man tror på sit ægteskab, men så nart man har opgivet håbet... ja, så kan det sagtens ske.
At så mismod, og sprede håbløshed er måske et af djævelens stærkeste våben!
Men der findes ikke håbløse situationer – kun situationer hvor mennesker har opgivet håbet! Det betyder SÅ meget hvordan vi tænker...
Man siger at: En pessemist finder et problem i enhver mulighed og en optimist ser en mulighed i ethvert problem!
Jeg snakkede med en ven for nyligt og vi diskuterede problemstillingerne ved at være børnefamilie. Han fortalte om en tur til vandet (skal lige sige at han er far til fire børn mellem 1 og 9) hvor han netop havde oplevet nogle af de her frustrationer. De havde lejet et sommerhus og var taget til vandet, men han kunne slet ikke nyde det – der var alt for meget at se til med ungerne. Hele tiden måtte han og hans kone aftale hvem der holdt øje med hvem og hvad de lavede. Og alt det han forbandt med ferie fyldte mindre og mindre (i øvrigt var vejret heller ikke for godt!). Pludselig er et af børnene væk – den næstyngste søn på 3 er forsvundet, og de kan ikke se ham noget sted. Og i desperate minutter som føltes som timer, leder de efter ham overalt, kalder på ham, løber ud i vandet og ser efter om han flyder rundt, folk stimler sammen omkring dem osv. indtil han får set op i klitterne og ser en lille fyr komme gående ned mod dem, mens han er ved at lyne sine bukser op. Han havde åbenbart haft brug for lige at tisse og havde valgt at gøre det oppe i klitterne! Men det ændrede fuldstændigt min vens perspektiv på den her strandtur, nu var han pludselig sammen med sin familie, og deres fantastiske børn. Nu havde han dem alle sammen hos sig og følte sig utroligt velsignet. (Det betyder så utroligt meget hvad vi fokuserer på!).
Paulus vidste også godt at det gjorde en forskel hvad vi fokuserede på og det gjorde han de folk han havde omkring sig opmærksomme på. Derfor skriver han også sjældent et brev, uden at nævne noget med fokus eller håb. For hans pointe var at: Ingen som har sit håb i Gud er håbløs!
Han siger eksempelvis som følgende (Jeg citerer fra forskellige breve – du kan få skriftstederne efterfølgende, hvis du har brug for det!):
Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet; er trofast... (Heb. 10:23)
Trofast er han som kalder jer, han vil også gøre det! (1. Thes. 5:24)
...med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden... (Titus 1:2)
Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer… (Ef. 1:17-18)
Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik som en forløber for os... (Heb.6:18-19)
Paulus har ikke til formål at nedtone ulykken eller pakke den lækkert ind, så den glider lettere ned. Men i stedet har han til formål at flytte vores perspektiv og tænkemåde!
Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.
Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. (Romerne 8:18-25)
Ligegyldigt hvor besværligt det ser ud, så siger Paulus at vi kan gå ind i det med håb!
Han foreslår at vi fokuserer på det evige og på Guds perspektiv, frem for det vi ser omkring os. Vi skal ikke låse os fast på ting i denne verden!
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud. (2. Kor 1:3-4)
I søndags sagde jeg farvel til endnu et elevhold på Efterskolen Øresund. Det er lidt af en omvæltning for efterskoleelever i al almindelighed at slutte et skoleår af – for pludselig er deres hverdag en helt anden. Det er nogle andre mennesker de har omkring sig, det er andre rutiner og dem som de har været så tæt på det sidste år eller flere, er nu så langt væk. Hos mange mennesker ville de samme udfordringer kunne presse dem ud i depressioner – Så tag godt mod dem der vender hjem fra efterskole.
Men når elever stopper på efterskolen er der intet andet at gøre end at håbe på at de kommer hjem til noget godt! Sådan kan vi håbe og sådan kan de selv håbe – og heldigvis er der mange af dem som kommer hjem til noget godt. Det interessante er bare at det gør en forskel for dem mens de er på skolen, hvad de kan forvente at komme hjem til. Dem som er bange for at komme hjem, fordi faderen drikker, eller far og mor er i problemer – de har svært ved at være nærværende i deres relationer. De trækker sig fra fællesskabet og fra det som ellers er idéen med at være på efterskole. Hvorimod dem der er trygge ved at skulle hjem, de har deres fokus det rigtige sted. Jeg tror du kan følge paralellen, så jeg skal ikke vade mere rundt i den!
Vi sætter alt for ofte vores lid eller vores håb til forkerte ting. Mennesker håber på dem selv, deres partnere, deres job, deres fremtid, deres læger osv. - Men det kan alt sammen mislykkes! Gud fejler aldrig!
1. Petersbrev 1:3-9 lyder sådan her:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.
Jeg tror det er den samme pointe som Peter har, her som paulus har i sine breve og som jeg forsøger at udpensle i dag. At det betyder noget at have vores fokus det rigtige sted og at det ændrer på vores liv at sætte vores håb til Gud.
Romerne 15:13 Som afslutning...
Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!
Nøglen til håb er at fokusere på Gud!