Mere om troen
Prædiken af Tomas Lindholm i Frikirken Salem 5. juli 2009
Hvis du har været her i kirken, de sidste søndage, så tror jeg at du har opdaget at der er blevet snakket en del om tro. I dag er ingen undtagelse… Jeg skal sige noget om hvordan det er at kaste sig ud i tro, for at ændre sin livssituation. Grundlæggende så tror jeg at vi alle sammen kunne have brug for at lægge vores livsstil om - For helt ærligt, så kan vi altid blive bedre til at leve med Jesus. Men sjovt nok, så er det ofte når vi er pressede på et eller andet punkt at vi er mest opmærksomme på at vi har brug for Ham.
I dag skal vi kigge på en mand som er i en træls situation. Han er en blind tigger… Du kan selv forestille dig at det ikke er en optimal livssituation at være i. Og uanset hvad dit eget udgangspunkt er, og hvad du slås med; besværlige relationer, depression eller anden sygdom, økonomiske vanskeligheder eller noget helt andet, så kan du sikkert godt genkende situationen med at ”Stå med hatten i hånden” som man siger. At være afhængig af andre og deres barmhjertighed eller beslutninger.
Men den her historie lærer mig en masse om tro – og om at se Gud i svære tider!
Markus 10:46-52
Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen. Da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: »Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!« Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!« Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: »Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig.« Så smed han kappen fra sig, sprang op og kom hen til Jesus. Og Jesus spurgte ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Den blinde svarede ham: »Rabbuni, at jeg må kunne se!« Jesus sagde til ham: »Gå bort, din tro har frelst dig.« Og straks kunne han se, og han fulgte med ham på vejen.
Jeg har skrevet nogle punkter ned, som jeg tror vi kan lære af Bartimæus… Måske tænker du også på noget, og så må vi jo se hvor mange punkter det bliver til!
Først og fremmest så tror jeg vi kan lære aldrig at vente på det rigtige tidspunkt. Det var en ordentlig flok som stod omkring Jesus, og det siger sig selv at det ikke var det bedste tidspunkt at sidde og råbe højt for at få opmærksomhed. Han burde have andre ting at fokusere på – Eksempelvis at der var massevis af mennesker, og dermed mange ”kunder” at tigge hos og dermed en chance for at få et bedre livsgrundlag. Hvorfor ikke bare tigge alt hvad man kan, og glemme alt om ham Jesus? Helt ærligt, så kommer det rigtige tidspunkt ikke… (Bare spørg os som har forsøgt at skulle fri til en pige på det helt rigtige tidspunkt!) Hvis du er i en vanskelig situation, og overvejer hvornår det rigtige tidspunkt til at bede om hjælp er – så er det lige nu. Lige her og nu! Der kommer ikke noget bedre tidspunkt!
Jeg tror også vi kan lære at bruge det vi har, i stedet for at fokusere på hvad vi mangler. Bartimæus kunne have valgt at hænge fast i hans situation som blind og påkaldt sig folks medlindenhed og almisser. Men han havde andre sanser som ikke fejlede noget, han kunne høre og han kunne råbe, så ”Da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: »Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!« Det var umuligt for Bartimæus, selv at finde hen til Jesus – Men han kunne råbe og kalde på ham. Han måtte forsøge at få Jesus til at komme til ham, for han ville aldrig kunne komme til Jesus i egen kraft. Måske er der allerede et eller andet du kommer i tanke om, som holder dig fast i den her sammenhæng. Et eller andet som du igen og igen vender tilbage til, som du ville ønske du havde og det er med til at hæmme dig og holde dig fast. Brug det du allerede har i stedet, for at fokusere på det du ikke har!
Og lad dig ikke kue af den almindelige holdning. Niels Hausgaard siger følgende tankevækkende sætning om demokrati – ”Har de fleste ret, eller er de bare de fleste?” Du skal ikke lade dig presse af flertallet… Du ved hvad du har brug for. Kun du ved hvad du trænger til. Du ved selv hvilket flertal der skal overvindes for at du kan slippe igennem. Du må vinde over dem der suger troen væk fra dig, eller forsøger at gøre din tro til grin, eller bare vil have dig til at tie stille. Den her mand (Bartimæus) er ved at underminere sin eget liv – han gør de folk sure, som er hans grundlag for indkomst. Han bliver upopulær hos de mennesker som han har allermest brug for – Nogle af jer er i gang med den samme proces! Tro er, at tro Gud for noget, som ikke er sket endnu! Sådan er tro… Den får os tit til at se skør ud! Bare tænk på Noa, som byggede det her kæmpe skib midt ude på en mark, langt væk fra vand. Eller Abraham og Sarah, som får barn i meget høj alder. Folk vil med garanti lave grin med din tro, der er ingen som har lovet at du bliver populær fordi du råber højt. Men du skal stadig blive ved med at kalde – Hvis det er det du har brug for.
Ærlig talt, så tror jeg at jeg fanger mig selv her. Jeg er ikke sikker på at jeg ville blive ved med at råbe – og slet ikke sikker på at jeg ville råbe endnu højere, tværtimod! Hvis jeg skal være helt ærlig (od det er nok smartest i denne sammenhæng!), så tror jeg at jeg ville råbe lidt og så bagefter sætte mig tilbage og føle mig fornærmet eller såret over at han ikke hørte mig. Jeg ville have ondt af mig selv (Det kan jeg faktisk være rigtig god til, til tider!). ”Prøv at høre, Jesus har jo ry for at gribe ind i menneskers liv – Hvis han vælger ikke at høre mig første gang jeg råber, så er det sikkert fordi han ikke vil hjælpe mig. Jeg er i virkeligheden heller ikke værd at hjælpe…”
Den reaktion ville ligge lige til højrebenet for mig. Det må jeg være ærlig og sige. Der skal virkelig noget tro til at blive ved med at råbe, og oven i købet råbe endnu højere – helt upåvirket af folkemængden! Men det er nok min mangel på tro, som gør at jeg trækker mig… at jeg holder mig for mig selv og ikke råber særligt højt. Jeg ved jo godt at Gud kan gribe ind, men har jeg virkelig tillid til at han også gør det?
Det er helt utroligt så mange bøger der er skrevet om Gud og om tro i det hele taget. Helt ufatteligt mange mennesker har brugt deres liv på at blive bedre til at fatte, forklare og forstå lidt af hvad det hele indeholder. Vi ved så meget - og alligevel så er det der er mest fremherskende i vores tid – Mistillid til Gud!
Og jeg skal være den første til at indrømme at det faktisk er en stor del af mit eget liv. Jeg ved meget om Gud – Jeg tør endda sige om ham, at han griber os, når vi kommer derud hvor intet andet kan hjælpe os. Jeg tror han tager sig af os, at han fører sine planer igennem… Men jeg tør ikke helt give slip på mig selv og prøve af, om principperne og troen holder!
Gunni sagde i sidste uge:
”Tillid til Gud er egentlig, når vi skærer ind til benet, den eneste sunde relation til Gud - og vores eneste resurse. At leve i noget andet end tillid – kuethed, f.eks., behagesyge, frygt for straf – er at leve i noget usundt, som ikke kommer fra Gud. Det er at være fejlplaceret. Og vi ved fra livet i øvrigt, at er vi fejlplaceret… i vores opgaver, i vores arbejde, i vores kropsstilling – så udvikler vi skader. Vi holder ikke til det, og vores arbejde lykkes ikke. Vores rette placering er at leve i tillidsrelation med Gud; i en bevidsthed om, at det er hans nåde, alt afhænger af. ”Min magt udøves i magtesløshed” (2. Kor. 12, 10).
Gudfrygtighed fødes i hjertet – og føres ud i livet. Det er det, der kommer helt indefra, som når helt ud!”
Hvis man kan lære mere af den her beretning, så kan det være at Jesus hører råbet fra desperate mennesker. For, midt gennem folkemyldret og larmen af folk der snakker, stiller spørgsmål, børn der leger, osv. osv. hører Jesus råbet fra Bartimæus, og han stopper op og siger: »Kald på ham!« Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: »Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig. Helt utroligt hvad Jesus kan gøre ikk’!? Nu er folk pludselig rare og høflige, og opmuntrer Bartimæus – ”Op med humøret! Han kalder på dig!” Og dem som før tyssede på ham, og forsøgte at gemme ham af vejen, hjælper ham nu frem gennem folkemængden – frem til Jesus.
Jesus høre hvis du kalder! Uanset hvad der ellers sker omkring dig, så kan Jesus sagtens høre din stemme…
Der er flere ting jeg stopper op ved i den her beretning – Der står eksempelvis at Bartimæus kaster sin kappe fra sig. De første gange jeg læste teksten, havde jeg ikke engang lagt mærke til den lille detalje, men det er åbenbart vigtigt for forfatteren at få det med – så der er nok en pointe i det også. Nogle mener at kappen var en tiggerkappe, af den slags som man fik udleveret, når man ikke kunne have et rigtigt arbejde, men kun kunne tjene sine penge ved at tigge. På den måde undgik man svindlere – man kunne jo bare se om de havde en tiggerkappe på. Men Bartimæus kaster den fra sig – og det gør selvfølgelig at jeg stiller mig selv det spørgsmål: Er der noget jeg har brug for at kaste fra mig? Måske noget som holder mig fast i en gammel identitet eller et gammelt mønster? Hvad er det du skal kaste fra dig?
For Bartimæus kommer mødet med Jesus til at betyde at han får en helt ny identitet. Da de mødes stiller Jesus ham et mærkeligt spørgsmål: ”Hvad vil du have at jeg skal gøre for dig?” Og jeg tænker – Jesus, må da kunne se at det mest vanskelige for den her mand er at han er blind. Hvorfor spørger han om noget som er så åbenlyst. Men jeg tror det handler om at Jesus ser ham som helt og fuldt menneske – uden at se hans skavanker. Han spørger derfor ham, ligesom han spørger dig og mig: ”Hvad vil du have at jeg skal gøre for dig?” og så vil han gerne have at vi er helt konkrete. At vi sætter ord på det vi har allermest brug for!
”Gå bort, din tro har frelst dig!” siger Jesus til sidst til Bartimæus – og så kan han pludselig se, og der står at han fra da af følger med Jesus. Jeg har et stort forbillede i Bartimæus – Jeg vil så gerne lære af ham, når det gælder om at tro. At turde træde ud på Guds løfter og at stole på at Han vil mig det bedste. At turde råbe endnu højere og ikke bare lade flertallet eller mig selv dysse mig ned, så jeg ender hvor jeg hele tiden har været.