Prædiken i Frederiksværk – 5. september 2010
Bøn (Del 1) – HVORDAN skal vi bede?
Mine forældre nødlandede med et fly forleden dag. De var på vej hjem fra en ferie på Kos, da deres fly fik problemer, og de endte med at måtte foretage en nødlanding i Sofia-lufthavn. Da jeg hørte om det til at starte med, tænkte jeg – Nå, ja, der har sikkert været nogle tekniske problemer. Men da jeg så hørte den rigtige historie, nu hvor de er kommet hjem, så kan jeg godt høre det er noget helt andet. De fortæller, om larm, om lys i kabinen der går ud, om instruktioner i nødlanding, om folk der græder og bryder sammen, om stewardesser som går gennem flyet med lommelygter og lignende... I sådan en situation så kan vi be! Vi beder præcist, ærligt og uden omsvøb. Der er ikke tid til at fortælle Gud hvordan han skal tænke, eller forholde os til om vi formulerer os rigtigt – vi beder bare, og udøser vores hjerte.
Temaet her i september måned er bøn. Og jeg skal være den første til at indrømme at jeg har brug for at lære at bede. Jeg har brug for at få et bønsliv som er mere velfungerende. Jeg tror med sikkerhed jeg tør sige at min dag lykkes når jeg er sammen med Gud – men alt for ofte, så er der andre ting som forstyrrer mit nærvær i forhold til Ham.
Jeg tror vi har brug for at bede med fokus. Jeg hørte et interviewmed skuespilleren Paul Newman, som blev sendt i forbindelse med hans død for et par år siden. Her fortæller han, at han engang var inde for at købe en is, og her opdager en kvinde ham og hun bliver helt befibbet da hun ser skuespilleren. Han siger bare hej, mens det lykkes hende at få betalt for isen, og så stormer hun ud til hendes veninde, mens hun forsøger at få pungen ned i tasken. Da hun kommer ud, opdager hun at hun ikke har fået sin is med sig, og vender derfor tilbage til butikken, hvor hun så møder Paul Newman i døren, som spørger: Mangler du din is? Du lagde den ned i tasken sammen med din pung!”
Vi har brug for at være helt optaget af Gud og bede ”som når alting omkring os bliver skygger i lyset af ham!”
Jeg tror simpelthen jeg har brug for at lære at bede – Helt forfra! Og ligesom man lærer et nyt sprog bedst, ved at være der hvor det tales, så tror jeg også at det her nye bønnesprog bedst lærers ved at være der hvor det “tales”...
Så derfor er versene fra Lukas kap. 11 så interessante...
Luke 11 (Udvalgte vers – vi springer lidt!) - Og det skete, da han var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: »Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.« Han sagde til dem: »Når I beder, skal I sige: Fader! Helliget blive dit navn, komme dit rige; giv os hver dag vort daglige brød, og forlad os vore synder, for også vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os, og led os ikke ind i fristelse.«
...Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.
Ja, du kan genkende Fadervor I det jeg lige læste. Den oprindelige bøn, henter vi hos Matt. 6 (fra vers 9). Her er indholdet det samme, men der er også lige en slutning med.
Det her er Jesu undervisning om bøn – I skal bede sådan her!
Disciplene har tidligere fået undervisning af Jesus om hvordan man skal bede, og nogle af disciplene har endnu tidligere fået undervisning af Johannes Døberen. Men de kan mærke og høre på Jesus at der er noget anderledes ved hans bønsliv, noget som de endnu ikke har fået fat i.
Og Jesus giver dem, noget som sikkert ikke var tænkt som en bøn der bare skulle gentages ordret, men istedet være et eksempel på bøn. Give nogle guidelines til hvad vi skal bede for og om... (Når den så alligevel bliver bedt alle steder, er det fordi det er en af de få bønner som Jesus beder, som er citeret – og fordi den indeholdet det hele).
“Fader vor” – Sjovt nok, for Jesus brugte aldrig den tiltale form. Vores far! Han har tidligere sagt, Faderen, Min far eller jeres far. Men vi får lov at tiltale ham som vores far, fordi vi er adopteret ind I hans familie. Vi lærer altså at have en personlig tilgang, at bede med kærlighed.
“Du som er i Himlen” - Fordi han er så radikalt anderledes end os fædre her på jorden. Han holder sine aftaler, han glemmer ikke, han gætter ikke forkert eller handler forkert, han er ene og alene kærlighed. Vi henvender os til en som ikke er begrænset I hans nærvær, men en som er skaberen af alle ting.
“Helliget blive dit navn” - Vi går Gud imøde som en Hellig Gud. Vi lærer at henvende os til ham, og ære hans navn. Fordi han er Hellig – noget helt for sig selv. Han er ren helt igennem og fjernt fra enhver form for synd, eller ondskab.
“Komme dit rige”
Vi har skrevet under på og er gået ind for hans plan. Vi lever vores liv for at udbrede hans rige. Det er umuligt at bede til Gud, hvis vi er uenige I hans plan, eller modstandere. Det er som om der kun er adgang for loyale medarbejdere – folk som allerede er igang med at arbejde på hans sag. Vi må henvende os til ham med hengivenhed!
“Ske din vilje – I Himlen, således også på jorden!”
Selvfølgelig kan man argumentere for at Guds vilje sker uanset hvordan vi forholde os. Men på den anden side, så er det ikke altid at vi gør Guds vilje. Vi lever nok ofte sådan at vi beder til Gud, men egentligt gerne vil have vores egen vilje igennem.
Gud hjælp mig lige med at det her skal lykkes.... etc.
Det er interessant at vi ikke kan se hans vilje, før vi lader ham regere I vores hverdagsliv.
Han skal være konge og vi skal arbejde på at udbrede hans rige! Det betyder at de små konger som vi bærer rundt på inden i os selv, må dø for at han kan få lov at regere!
Det er en appel til os om frivilligt at opgive vores vilje her på jorden så at Hans himelske vilje må blive ført igennem!
Dwight L. Moody (En kendt amerikansk evangelist) sagde: “Læg dine ønsker frem for Gud, og sig så, 'din vilje ske, ikke min'. Det mest vidunderlige jeg har lært I Guds skole, er at lade ham træffe beslutningerne for mig!”
Fillipperne 2:5...
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Vores indstilling bør være den samme som var i Kristus!
Indtil nu, har det handlet om indstillingen i forhold til bøn... Det følgende handler om forholdet til bøn!
“Giv os I dag vort daglige brød”
Hvis vi har den rigtige indstilling til bøn, så sætter sådan en sætning os i relation til Guds gaver! Gud er ikke en Gud som vil have hans efterfølgere til at mangle noget, men læg mærke til at vi først fokuserer på vores behov efter vi har overgivet vores vilje til ham.
“og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”
Vi bliver bedt om at bede for dem som har syndet mod os. Og ovenikøbet om at tilgive, som vi også selv har brug for tilgivelse. (Lukas 6:27-28 – Elsk jeres fjender, gør godt mod dem der hader jer...)
“led os ikke ind i fristelse” (Det kan vi godt klare selv!) =)
Det lyder som om Gud godt kan finde på at lede os ind i fristelse – I den oprindelige betydning af ordene, kan man se en dobbelt mening af denne sætning. Først handler det om prøvelser – at vi beder Gud om ikke at lede os ind i prøvelser.
...og dernæst handler det om det vi forbinder med fristelser: Ting som fanger vores opmærksomhed, forfører os, omklamrer os og trækker os i en retning, som ender med synd.
Jakob 1:12-15: Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.
Ja, det er ikek ligefrem den slags opbyggende vers vi plejer at lede efter – og læse igen og igen. Men det forklarer lidt om hvad “fristelse” er i den her sammenhæng. Og husk at Gud aldrig vil lede dig ind i noget, som han ikke vil lede dig ud af igen!”
“men fri os fra det onde”
Og vi kunne pege på mange ting som vi ville betegne som onde (Undertrykkelse, sult, krig, tortur etc.). Men I Guds perspektiv så er det onde samlet under en overskrift: Synd!
“For dit er riget og magten og æren i evighed”
Det er vel meget passende at vi slutter med at give Gud den credit som han fortjener. Det er kun pga. hans magt at det overhovedet giver mening at bede. Han skal regere og ha' al æren i evighed!
“Amen”
Det hebraiske ord betyder: at stå fast, være til at stole på, være bestandig. Men også denne betydning ligger i ordet: "tro", "sandhed", "trofasthed" . Når vi siger "Amen" som afslutning på vores bønner, er det for at sige: Ja, sådan er det, det står jeg ved!
Når vi beder, så handler det ikke bare om at fortælle Gud hvad vi har brug for. Det handler om at bruge tid sammen med ham.
”Bøn handler aldrig om at Gud bliver nærværende, altid om at jeg bliver nærværende!” I min gymnasietid sagde vi: Hvis Gud er langt væk – Hvem er det så der har flyttet sig? (Min Gud, min Gud – Hvorfor har JEG forladt DIG!)
Vi bruger tid med Gud, ikke for at bede for en anden, eller for mig selv – ikke fordi jeg skal forberede mig til et eller andet… Men for at være sammen med Gud! (Det er ikke forkert at bede for andre, men det må bare ikke blive det eneste…)
Det kræver vores opmærksomhed på alle områder. Nærværende, indlevende, Empati…
I USA findes der en kirkeforsker der hedder George Barna og som har skrevet et par meget interresante bøger om kirkevækst. Han fortæller bl.a. at bøn var den grundlæggende tjeneste I de kirker som voksede hurtigst. Han skriver: “Kaldet til bøn (i disse kirker) var menighedens kampråb: Det samlede tropperne. Disse mennesker forstod kraften I bøn. Aktivt og konstant indgik bøn I deres samlinger, gudstjenester, møder og personlige tjeneste.
Sådan!!!
I øjeblikket er vi igang med en række af bedemøder her i Frederiksværk, i Græsted, i Humlebæk og i Hillerød. Og jeg har sagt det før, men min motivation for at være med I det projekt handler om at vi læner os op ad hinanden og læner os op ad Gud. Problemet ved at læne sig er bare, at vi ofte har en nødbremse klar – vi er klar til at genvinde balancen, I tilfælde af at personen skulle flytte sig eller lignende. Men først når vi for alvor læner os, og slipper forbeholdene, men kun har tilliden til at hans holder og bærer os igennem. Først da kan vi for alvor finde hvilen som vi har brug for. Jeg regner med at vi gennem de her bedemøder vil finde hvilen i Gud og derigennem lærer noget nyt om os selv og vores fællesskaber.