Udskrevet fra www.salem.dk

Prædiken i Frederiksværk - 8. august 2010

Nu gik det lige så godt!

Lukas 7:11-17 – Opvækkelsen af enkens søn i Nain

(11) Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. (12) Men da han nærmede sig byporten, se, da blev en død båret ud,…

Jesus har helbredt en romersk officers tjener og nu er han på vej til Nain – En lille by der lå på toppen af et bjerg, omkranset af en stor mur, et stykke væk fra Jerusalem. Nain betyder i virkeligheden ”behageligt” eller ”rart” og det har sikkert været et rart sted, men lige nu hvilede dødens skygge over stedet. Ud af byens port kommer et sørgeoptog – med et stort følge. Nain har som sagt ikke været en stor by. Måske har der boet et par hundrede mennesker på Jesu tid… Af samme grund kendte man hinanden godt og deltog i hinandens sorger og glæder, det har sikkert været en stor del af byen der deltog i dette følge.


Det følge Jesus har med sig, er fyldt af glæde og forventning – For de har oplevet hvad Jesus lige har gjort i forhold til Officerens tjener. Men det optog de møder har ingen forventninger og intet håb. Jesu optog er fuldt af liv – Men det optog de møder er lige modsat…

Jesu følge er på vej ind i byen, de andre er på vej ud. De møder et følge uden glæde, uden håb og uden forventning…

(12) Men da han nærmede sig byporten, se, da blev en død båret ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke: og en stor skare fra byen fulgte med hende.

Evangelisten Lukas er kendt som en dygtig historiefortæller - og det er sikkert ikke helt tilfældigt, at han benytter denne fremstilling af situationerne her i hans evangelium, men det er tankevækkende at han lige efter hinanden beskriver to meget forskellige situationer – En embedsmand som bliver rost for sin tro, og en enke som ikke har mere tro tilbage…

Med to sætninger beskriver han enkens situation: Hendes eneste søn er død, og hun er enke… Det havde langt større betydning dengang, end vi kan forestille os i dag. Først og fremmest så var det hendes fremtid som var i ruiner. En enke var langt nede i hierarkiet, hendes eneste håb var at hendes søn ville kunne forsørge hende – Og nu var han død…

Samtidig var det almindeligt dengang at man så det som Guds straf, hvis en søn døde. Det blev ofte set som en straf, for at man havde synd i sit liv… (Jf. de 10 plager) Så det var samtidig meget skamfuldt. Det var altså langt mere end almindelig sorg over, at have mistet en man elskede højt. Denne kvinde var under alle omstændigheder i en desperat situation…

(13) Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: ”Græd ikke!”

Der står at Jesus ynkedes over hende. Det er et meget stærkt ord om indlevelse der er brugt her. Ordet er “Splanknitzomai” og er beslægtet med det græske ord “Splanknon” som betyder indvolde. “Splanknitzomai” betyder altså at Jesus får så ondt af kvinden, at han kan mærke det i hans indvolde – De snører sig sammen. Han ynkes inderligt…

(Hebræerbrevet 4:15 siger: For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vores skrøbeligheder…)

De forskellige situationer – Officeren og enken - fortæller os meget om hvordan Jesus er. Selvom han roste Officerens tro, så er det ikke sådan at han belønner tro – Men i stedet sådan at han handler af ren og skær kærlighed. Af nåde! Man gør sig ikke fortjent til Jesu kærlighed, den bliver givet gratis til en – Selv i situationer hvor det er umuligt at overskue og hvor man ikke skænker Gud en tanke, fordi hele verden er styrtet i grus omkring en…

Hvor tit har du ikke hørt mennesker forsøge at trøste ved at sige: ”Gud må prøve at sige et eller andet til dig, igennem det her!” eller ”Gud må have en plan for det her – så du må bare acceptere situationen, og så vente og se!” eller ”Måske sker det her, fordi Gud ønsker at prøve din tro!”…. ”Der er en mening med alle ting – Så nu må du bare vente og se!” Vi siger så mange dumme ting, fordi vi gerne vil trøste.

For mange af os ville det også virke forkert at sige: ”Græd ikke” – For det fortæller mere om os i den situation end det fortæller om den anden. Når vi siger ”græd ikke” er det et udtryk for at vi ikke kan overskue situationen når den anden græder. Vi opfordrer derfor den anden til at lade være… Men måske er det netop det bedste for den anden at græde. Jeg tror det bedste vi kan gøre i sådanne situationer er at være nærværende. Lytte til det menneske der er i sorg og måske græde sammen med dem.

Men i denne situation er det helt anderledes…

Jesus siger til enken, at hun ikke skal græde – Fordi han vil ændre hendes livssituation. Vende op og ned på den måde hendes liv har udviklet sig indtil nu.

(14) Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: ”unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!”

Vi ved ikke hvordan drengen er død – Det fortæller historien os intet om. Han kan være død som følge af vold – eller være blevet skudt under et indbrud. Han kan have begået selvmord eller være død fordi han har været uforsigtig, måske har han selv været ude om det… Vi ved det ikke – Og det er heller ikke væsentligt! Jesus spørger nemlig ikke ligesom vi andre ville have gjort: ”Hvad er der sket?” – Han sætter ikke en undersøgelse i gang, han handler bare af ren og skær kærlighed.

Han har ikke brug for at vide hvorfor denne situation er opstået – han har bare lyst til at ændre på den!

Jesus taler til drengen, ligesom en far ville tale til sin søn om morgenen – ”Så er det op, kammerat – og det var ikke et forslag, det var en ordre!”

(15) Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. (16) Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” (17) Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Følget bliver grebet af frygt… står der. Jeg tror det er en oplevelse som alle mennesker kender til, hvis man har været i nærkontakt med døden. Det har indflydelse på hvordan man prioriterer, hvordan man tænker om fremtiden og hvordan man lever sit liv. Jeg tror det er sådan en oplevelse de bliver slået af…

De to beretninger – Om den romerske officer der roses for sin store tro og enken i Nain, som havde givet slip på alt håb. Efterlader mig med en følelse af at den jeg bedst kan identificere mig med er enken… Som ikke har den tro der skal til, som ikke kan piske sig selv til at håbe for fremtiden og som er i en desperat situation i sit liv. Det kan godt ske at du mere identificerer dig med Officeren – og al mulig respekt for det, men enken og hendes situation er vigtig for mig. For den fortæller mig hvordan Gud handler – På eget initiativ, fordi han ved at jeg ikke kan stampe entusiasme nok sammen til at gøre det nødvendige… Han ønsker at gribe livsforvandlende ind i mit liv og i min situation.

Når alt kommer til alt, hvem af os, kan så gøre os fortjent til Guds kærlighed? Ingen har nogensinde haft det der skulle til… Officeren havde det ikke og enken har det heller ikke. Det er nåde!

Jeg tror vi kan lære meget af denne fortælling… Om hvordan Jesus handler i forhold til os, men også om hvordan vi bør handle i forhold til andre. Af ren og skær kærlighed – fordi vi ynkes over dem… For ynk er ikke en dårlig ting, men det er en nødvendighed i forhold til mennesker omkring os. Hvis vi virkelig har indlevelse i andre menneskers liv – Så omhandler det ansvar for hinanden og så udfordrer det os til at handle af ren og skær kærlighed. Hjælpe hvor vi kan hjælpe, løfte i fællesskab og give mennesker hvad vi kan give dem – uden at skele til om de har gjort sig ”fortjent” til det!

Empati er at leve sig ind i andre menneskers liv – jeg tror det er meget nødvendigt for vores måde at være kirke på i dag. Mennesker har brug for at vide at de er elsket af Gud – Ja, men det er svært at forklare, hvis de ikke først har mærket at de er accepteret og elsket af mennesker.

Der er en historie om en ung discipel der har siddet hos en af de gamle ørkenfædre og lært af ham i en længere periode. Pludselig udbryder han spontant – ”Jeg elsker dig!… Du betyder utroligt meget for mig, og har lært mig en masse!”. Ørkenfaderen svarer dette udbrud med et spørgsmål: ”Ved du hvad der gør ondt på mig?”… Disciplen svarer naturligvis nej, og derpå siger ørkenfaderen: ”Hvis du virkelig elsker mig, så ved du hvad der bekymrer mig og går mig på!”

Mennesker har brug for at nogle ynkes over dem – at nogle bekymrer sig!

I fortællingen udbryder folkemængden: ”Gud har besøgt sit folk” – og på dette tidspunkt vidste de ikke engang hvor stor betydning dette besøg ville få. Men de er taknemmelige fordi de har set at han kan ændre på situationer der ser desperate ud… De skulle bare vide at det kan var begyndelsen!

Lad mig lige sige 5 væsentlige sætninger til dig – Hvis det er sådan at du ikke rigtigt har hørt efter indtil nu…


Jeg skal slutte med at læse et vers for jer fra Romerbrevet 15:13 – og så lade det være hilsnen til slut. ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!”