Udskrevet fra www.salem.dk

Prædiken i Frederiksværk – 9. maj 2010 – Tema: "Helligånden"

Helligånden binder os sammen

Vi er igang med et tema om "Helligånden" her i maj måned. Vi har valgt det, fordi at Helligånden er en del af treenigheden – og lige om lidt skal vi fejre Pinse og fejre at Helligånden kom til os. Men det er tit og ofte Helligånden som vi kan diskutere. Vi vil så gerne rumme og forstå hvem Helligånden er og hvordan han virker – men kommer alt for tit til at putte ham i kasser. Hvis vi ved at han virkede på en bestemt måde engang, så regner vi med at han vil virke på præcis sammen måde idag. Og så kan vi have forskellige meninger om, om Helligånden fylder for lidt i vores gudstjenester? Kan han overhovedet fylde for meget? Hvornår kan vi være sikre på at det er Helligånden og ikke bare os selv som trumfer et eller andet igennem? Ja, der er massevis af spørgsmål i den sammenhæng...


Sidste søndag prædikede Thomas Baldur her i kirken og sagde bl.a. At Helligånden er en "aktiv sprudlende shalom samhørighed"... At vi ved helligånden hæfter os på Kristus og dermed gør hans gerning i verden. At vi er sendt til verden som et godt budskab. Den kraft skal vi leve i!


Vi siger i trosbekendelsen om Helligånden:

Vi tror på Helligånden, en hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Sådan lyder det vi kalder 3. trosartikel... Men hvad har...


Lad os tage det i 4 skridt... "En hellig almindelig kirke". Sådan lyder den første sætning vi siger efter vi har sagt at vi tror på Helligånden. Almindelig, skal forståes som universel. Altså at vi tror på én kirke. Ordet er faktisk "Katholikos" så egentlig siger vi "en hellig katolsk kirke". Vi tror på at Gud har en plan med kirken, både lokalt og internationalt – som et redskab i vores verden. Når vi hører om uretfædrighed, og sygdomme, om fattigdom, om katastrofer og spørger efter Guds plan – så er svaret at vi er Guds plan. At kirken er Guds plan. Det er os han har udtænkt til at gøre noget ved alt det besværlige i vores verden...


Vi er Guds nærvær i verden. Når Jesus siger "Det er bedst at jeg går bort" (Johannes 16:7) så handler det også om at Jesus, som menneske, kun kunne være på et sted – men at vi som kristne, er overalt, med den samme kraft som han havde med sig. Men når folk hører ordet 'kristen', hvad associerer de så?? - Burde det ikke være det samme som når de hørte ordet 'Jesus'?


Så vi tror på at tro og fællesskab hænger sammen, og så kunne man selvfølgelig spørge sig selv hvad det så er der får folk til at trække sig fra kirke, eller fra at prioritere fællesskabet. Kirken har ofte været stedet hvor Gud åbenbarede sig... og uanset hvad, så er kirken stedet hvor vi mødes omkring Gud, hjælper hinanden til fokus, beder for hinanden og finder folk med samme evner som os, for sammen at gå ud og bruge dem i verden omkring os. Apostlenes gerninger beskriver nogle helt grundlæggende ting som kendetegner de første kristne og som vi forsøger at efterligne: "De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne" (ApG. 2:42) (Alt det må man savne, når man ikke prioriterer kirke!)


Helligånden blev sendt til disciplene – vi kan læse historien i Apg. 2. Helligånden er hvad der kick-starter det første kristne fællesskab. Før Disciplene modtager Helligånden beskrives de ikke som et fællesskab, men som en masse. Helligåden er med til at binde disciplene sammen, fordi de pludselig oplever at de bliver brugt af den samme Gud, til den samme opgave osv. Ligesådan binder Helligånden kirken sammen – både globalt og lokalt.

Når vi snakker Helligånd, vende jeg ofte tilbage til en sætning som Gunni har formuleret (han er jo mesteren af den slags sætninger): Men han siger at "Helligånden aktiverer Guds kærlighedsrige i os" og jeg tror at den formulering er helt rigtig.


De helliges samfund" – Måske kan I høre at jeg allerede er igang med denne overskrift. "De Hellige" – det betyder i virkeligheden "dem der er sat til side til et specielt formål". Det formål er Guds formål – At lade Hans rige bryde igennem... Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. (Matt. 10:8)


Vi skal bare ikke gøre det i egen kraft. Ikke engang alene. Men i fællesskab – med hinanden, og ikke mindst med Gud. På Pinsedagen bliver disciplene udrustet med Helligånden og den kraft, som kan opvække mennesker fra de døde. Den samme kraft som opvækkede Jesus fra de døde, er nu tilgængelig for alle kristne. Det er den kraft vi skal leve i og arbejde med. ("En aktiv sprudlende shalom samhørighed", for at citere Thomas Baldur).


Uden Helligånden var der ikke fællesskab. Så havde der været tusindevis af ideer til hvordan tingene skulel gøres og så havde der været splittelse og opdeling istedet. Kirkehistorien fortæller jo netop om dette – at vi mennesker ikke kan holde fast i det grundlæggende, men igen og igen har splittet os og defineret os væk fra de andre, med en "Vi er ihvertfald ikke som dem"-attitude. Og jeg skal være den første til at bekende at vi som Frikirke er nogle af dem der har været værst til at gå vores egne veje. Det er en stor del af min historie – men jeg er ikke stolt af de kryds og svingninger som er sket i den historie som vi har bag os...


Men historien om adskillelse er ikke kun historien globalt – det er også vores historie lokalt. "Hvordan kan man i vores kirke føle sig som ny, selvom om man har været her i adskillige måneder?" Skyldes det at vi er et lukket fællesskab, eller at man ikke rigtigt har fundet nøglen til at engagere sig i fælleskabet? Jeg beder om at Helligånden vil arbejde i os, både på den ene og den anden side af det spørgsmål... Sådan at vi bliver gode til at invitere hinanden ind i dansen, og lige så gode til selv at tage initiativet!


Heldigvis tror jeg at Helligånden er igang med at forene os, og genforene mange kirker - og jeg glæder mig over at kirker med vidt forskellig baggrund finder sammen for at arbejde videre på Guds plan. Må det også blive vores historie!!

"Syndernes forladelse"

På Jesu tid var farisærene meget forargede over at Jesus tilgav folk deres synder, for "Hvem kan tilgive synder andre end Gud alene? (Luk 5: 21), men med Helligånden fik vi lov at tilgive synder.

I Johannes evangeliet siger Jesus: "Modtag Helligånden!" og fortsætter "Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." (Johannes 20:23).


I Helligåndens kraft får vi lov at tilgive synder, og oplever vi os selv tilgivet. Der er intet som binder mere sammen, end tilgivelse. Når alt det, der ligger imellem os, bliver fjernet. Helligånden er personificeeringen af dette – han samler os ved tilgivelse, og han binder os sammen med Gud.


Helligånden overbeviser også om synd (Johannes 16:8) – og Jesus forklarer faktisk at synd er at "de ikke tror på mig" (Johannes 16:10). Og imponerende er det derfor at Helligånden også giver tro, han inspirerer, giver liv osv. osv. For vi er ikke engang i stand til at leve som vi skal. Men Helligånden handler på trods af det – han er Guds kraft i os, og i verden omkring os. Så gælder det bare om at hægte os på , der hvor Helligånden allerede er igang.


...og måske er et af skridtene i den retning, at vi ikke kommer til gudstjeneste for at "blive fyldt op" for at "få noget med hjem" eller lignende, men først og fremmest for at rette vores fokus ind på Helligånden. At vi beder om at Guds ånd åbenbarer sig og manifesterer sig i vores liv. For, mon ikke vores liv ville se anderledes ud, hvis vi blev klar over Helligåndens nærvær i vores liv. Hvis vi begyndte at bruge de nådegaver som er lagt i os og hvis vi som fællesskab blev gode til at opmuntre hinanden i de nådegaver vi har fået.


"Kødets opstandelse og det evige liv"

Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer. (Romerbrevet 8:9-11)


Endelig så tror vi på at Helligånden har noget med kødets opstandelse at gøre. Jeg har allerede været inde på at Helligånden var den kraft der var til stede da Jesus blev oprejst fra de døde. Den opstandelse er selvfølgelig den vi først og fremmest kommer til at tænke på... Men vi tror også på at vi skal få lov at opstå, helt fysisk, og efterfølgende skal få lov at leve sammen med Gud i al evighed.


Men vi møder referencer til Helligånden flere gange tidligere i Bibelen. Måske kan nogle af jer huske beretningen hos Ezekiel (som iøvrigt snakker meget om ånden), om de døde ben der bliver kaldt til live igen (Ez. 37) og om det her som et billede på hvordan Israels folk skal kaldes til live igen. Den beretning fortæller os også om, at Helligånden kan kalde os til live, som enkeltpersoner, som fællesskab og som kirke.


"Lever vi i ånden, da lad os også vandre i ånden" (Gal. 5:25)


Så afslutningsvis, er det Helligånden som er bindeleddet idag. Det er Helligånden som åbenbarer Gud for os, og som følges med os hver eneste dag. Og indimellem så spørger vi os selv, hvad der skalt til for at opleve noget mere af Helligånden, eller af Gud. Der skal egentligt ikke meget til. Helligånden er jo nærværende, udfordringen er hvordan vi bliver det.

Har det et fast tidspunkt i løbet af dagen hvor du mødes med Gud?

Er du en af dem der har en stol et bestemt sted i huset, en af dem der kører tidligere på arbejde for lige at få lov at sidde lidt i bilen, en af dem der går ture i skoven på trods af vejret... eller hvordan mødes du med Gud? Det handler jo om vores fokus – vores vilje til at snakke med ham løbende igennem vores dagligdag.


2. Kor. 3:17-18 – Hvor Herrens ånd er, der er der frihed... Og alle vi, som med tilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som ånden er.

Jeg mødes ca. en gang om måneden med en god præstekollega her fra Nordsjælland og så læser vi en tekst fra Bibelen sammen og snakker om den – og undervejs, så har han til opgave at lytte efter hvad Helligånden er igang med i mit liv. Det er da helt fantastisk at få en til at kigge med på hvad der sker i og omkring mig. Mange af jer andre somer i det vi kalder Åndelig vejledning har prøvet det samme – at give et andet menneske lov til at lytte til vores tanker og overvejelser omkring en eller anden tekst, og så oplevet at Gud den vej peger på væsentlige områder af vores liv, hvor han er ved at skabe noget, eller hvoir vi måske har brug for at lægge mere energi, eller gøre op med noget eller lignende. Det er en fantastisk oplevelse.

Og jeg indrømmer at jeg har brug for at Gud på en overnaturlig måde viser sig i mit liv indimellem – Jeg har oplevet det og jeg længes efter at opleve det endnu mere. Men helt ærligt, så må jeg indrømme at det, i det lange løb, alligevel ikke ville gøre den store forskel. Jeg tror de to disciple på vej mod Emmaus havde oplevet Jesus gøre overnaturlige ting, men det ændrede ikke på deres forhåbninger eller frustrationer. De havde opgivet ham som frelser, på trods af alt det de havde set. Først da han forklarer tingene for dem giver det mening! Så jeg længes endnu mere efter at få øje på Helligånden som går ved siden af mig hver eneste dag. Fordi Helligånden ikke er følelser. Han er ikke entusiasme, eller mod eller energi. Han er ikke bare en personificering af alle gode egenskaber. Han er et individ. Han har vilje og evne til at tænke og lytte. Han kan elske, tænke, høre, tale, glæde sig osv. osv. Han er en peson! (Du kan læse meget mere om Helligåndens egenskaber i de følgende vers: Rom 8:7, 1. Kor 12:11, Eff 4:30, Johs 14:26, Heb 10:15, Rom 8:26, Åb 2:7, ApG 16:6-7, Johs 15:26 osv.) Og hvor har vi brug for at Helligånden bliver personlig i vores liv – i stedet for noget mystisk og overnaturligt!

Tomas Lindholm – 09.05.2010