Ægtheden møder kærligheden
Johs. 20, 24-31
Prædiken af Gunni Bjørsted i Frikirken Salem 19. april 2009
Jeg synes, det hjælper til at forstå meningen med Thomas-historien at læse de 8 vers sammen, som jeg lige har gjort (selvom de er placeret i to forskellige afsnit). Det bliver virkelig en opmuntring og et løfte til alle os, der ligner Thomas.
Jeg lægger mærke til tre spændende ting i historien, som jo altså foregår næsten præcis i dag, otte dage efter Jesu opstandelsesdag. For det første er det opmuntrende at lægge mærke til:
Atmosfæren i discipel-flokken
Det er lige til at blive i godt humør af at betragte discipel-flokkens evne til at rumme Thomas’ skepsis. Thomas var jo ikke sammen med dem den første påskedags aften, hvor Jesus var kommet til dem, og ”disciplene blev glade, da de så Herren”. Da de så mødte Thomas igen, sagde de det selvfølgelig til ham – det er væltet ud af dem med glæde: ”Vi har set Herren!” Men Thomas kunne ikke tro på, at det var sandt. Og det må da have været ensomt og svært for Thomas. Men egentlig også rigtig svært for disciplene.
Og nu viser et af de stærkeste kendetegn på en glad tro og en sund Jesus-atmosfære sig: der er ikke noget trykkende pres om, at ”nu må du altså se at bøje dig makker! Vi er ved at være trætte af dit konstante besvær med at tro!” Der er i stedet en tryghed i atmosfæren til at være sig selv, til at få stillet sine spørgsmål, til at få gennemlevet sin krise. Der ser ud til at være en ånd af accept og glæde i discipel-flokken, som Thomas kan være i, tvivle i og få lov til at mærke sig selv i. Og det er vel netop gennem påskens processer, at den atmosfære er vokset frem i disciplenes fællesskab. Hvor Peter måske før ville have udbrudt: ”Så tag dig dog sammen, dit lille tvivlepjok!” – så faldt den slags ham ikke ind længere. Så i stedet for at kritisere og gøre sig kloge på andres vegne, så vidner de på egne vegne: ”Vi har set Herren!”
Er det ikke virkelig et forbillede, også for vores kirke? Et stort forbillede, for man kan ikke bare lige tage det af sig selv; det er en frugt af glæden over, at Jesus lever. Men så lad os huske det som et rodnet under vores kirke og vores liv: Jesus lever! Han møder os med fred! Han ånder Helligånd i os! Til ham retter vi vores tillid.
For det andet fortæller historien om:
Ægtheden i Thomas
Personligt synes jeg, han er en fantastisk discipel. Vi får indtryk af ham som en meget trofast og offervillig Jesus-efterfølger. Det faldt ham bestemt ikke nemt at tro på Jesus som Guds Søn – men han viste en kæmpe kærlighed til Jesus. Hans udsagn i Johs. 11, 16 nogle uger før påske er da et af sejeste vidnesbyrd, man kan give: ”Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham!” Mon ikke den sætning har udløst både et smil og et taknemligt blik fra Jesus: ”… Ja, ja, Thomas, nu skal jeg jo altså ikke dø endnu; men tak for din solidaritet!”
Han var den ærlige discipel, der spurgte, når der var noget, han ikke forstod. I Johs. 14 var Jesus ved at forklare noget ret fantastisk om, at de ikke skulle forfærdes, men tro på ham. For ”i min faders hus er der mange boliger… og jeg går bort for at gøre en plads rede for jer… Og så kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen” (Johs. 14, 1-4).
Ret storslået, ikke sandt? Lige indtil der kommer et spørgsmål, der får alt til at lande solidt på jorden igen: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Det er Thomas, der spørger. Han forstår ikke, hvad Jesus siger, og derfor spørger han usminket og ligeud. Party-killer! – Han er simpelthen en fantastisk discipel. Og hans spørgsmål danner for øvrigt afsæt for et svar fra Jesus, der er blevet en enorm hjælp for utallige mennesker op gennem tiden: ”Jeg er vejen, sandheden og livet…”
Og Thomas er gået vejen og har fulgt Jesus. Men han kan ikke tro på, at Jesus er stået op fra de døde. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne (for at være sikker på, det ikke er en ulegemlig ånd, han ser) og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”
Det har krævet meget integritet og tryghed at sige det midt i de andre disciples begejstring. Og meget integritet og tryghed hos de andre disciple at lade ham sige det uden at kritisere ham.
Nå, men nu kommer Jesus selv igen til dem. Og historien fortæller for det tredje om:
Kærligheden i Jesus
For øvrigt skulle de egentlig have været i Galilæa for længe siden. Da Jesus mødte kvinderne ved graven påskemorgen, sagde han: ”Gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig” (Matt. 28,10). Men disciplene var åbenbart ikke klar til det, og Jesus venter på dem og gør dem klar til det.
… Så er de altså samlet her otte dage efter påske. Og Jesus kommer igen til dem, og efter sin fredshilsen vender han sig som det første til Thomas og inviterer ham til præcist at gøre det, som Thomas havde sagt, han havde brug for at gøre for at kunne tro: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder (det er virkelig et kærlighedsmøde mellem Guds søn og mennesket), og ræk din hånd frem og stik den i min side…” Og så er det som en gave, der lægges ind i Thomas’ sind: ”vær ikke vantro, men troende.” (v. 27). Jesus havde været der, usynlig, men virkeligt til stede, da Thomas udtrykte sit behov.
Formodentlig glemmer Thomas alt om, at der skal ske dét og ske dét, for at han kan tro. Nu vælder det frem fra hans inderste: ”Min Herre og min Gud!” Der har været musestille i discipelflokken omkring dem… bare en diskret rømmen for ikke at komme til tude umaskulint…
… Men nu er det jo til alle os milliarder af bibellæsere, denne beretning er skrevet – alle os, der også gerne vil tro, selvom vi af gode grunde ikke var til tilstede sammen med Jesus og disciplene den dag. Hvad med os? Jo, Helligånden møder også os gennem Helligånden ved sit ord: ”Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus…” (v. 31) Ligesom Thomas blev gennem-lykkelig – salig over at se Jesus og få givet troens gave, sådan får vi givet troens gave af Den Opstandne Jesus gennem hans ord: ”Salige er (også) de, som ikke har set og dog tror… Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”
Afslutning
Troen er helt og holdent gave. Men når det gælder modtagelsen af den, så lad os huske de to første punkter i denne prædiken og lade os præge af dem: atmosfæren i discipel-flokken og ægtheden i Thomas. Det former modtagelighed for kærligheden i Jesus.