Der er sundhed i jordnært fællesskab med Jesus
Johs. 7, 37 – 39
Prædiken af Gunni Bjørsted i Frikirken Salem d. 22. marts 2009
Jesus sidestiller det at ”tro” med det at ”tørste”. At være en, der tørster, er betegnelse for en tilstand, man er i, for en indre drift man har, som får én til at styrte hen til vandhanen eller kilden for at drikke, ligeså snart der er mulighed for det. At være én, der tørster, er ikke en mening, man har, eller et parti, man tilhører, hvor man sidder og bliver enige om, at ”vi går meget ind for tørst! Nåh ja, så skal vi jo også huske en drikke med jævne mellemrum!” Nej, man er tørstig, og styrter hen for at drikke.
At være én, der tror, er betegnelse for en tilstand, man er i, som får en til at styrte hen til Jesus, ligeså snart der er mulighed for det (og det er der altid) for at høre sammen med ham. Eller meget bedre sagt: man har ham med sig i alt; han er vores tilgiver og opmuntrer og Frelser i alle ting. Han er Gud med os! At være én, der tror, er ikke en mening, man har, eller et parti, man tilhører, hvor man sidder og er enige om, at ”vi går meget ind for tro! Nåh ja, så skal vi jo også huske på Jesus med jævne mellemrum!” Nej, man tror, og man klynger sig til Jesus. Og dér – i livets daglige fællesskab med Jesus… ganske jordnært… virker Jesu kærlighed med enestående kraft ind i vort liv. Hvor der ellers ville være status quo og tørke, er der en strøm af noget livgivende. At være i jordnært og ærligt fællesskab med Jesus er som at drikke af en kilde – og som at få en kilde lagt ind i sig.
Der er en enestående kraft i kristendommen til at forandre mennesker til at blive sig selv i kærlighed og frihed; til at blive dem, vi er skabt til at være; til at komme til at ligne Jesus mere. Kraften ligger ikke i at have de rigtige meninger; eller i at prøve hårdt på at leve rigtigt; eller i at klistre en label på sig, hvorpå der står ”kristen”; eller i at lade som om, at nu har vi styr på det. Der er ingen forvandlende kraft i disse ting. Vi sidder formodentlig alle her og ved af overflod af erfaring, at det passer: der er ingen forvandlende kraft i disse ting.
Alligevel påstod jeg for lidt siden, at der en enestående kraft i kristendommen til at forandre mennesker… Ja, og den kraft ligger i at være i en personlig, ægte relation med Jesus; i at lære Jesus at kende.
…Jeg håber, du har lyst til at rejse sammen med mig i tanken til den oprindelige scene, som bibelteksten beskriver: Der har i en hel uge nu været løvhyttefest i Jerusalem. Den blev fejret for at mindes udvandringen og ikke mindst den lange rejse fra Egypten til det lovede land, hvor israelitterne jo hele tiden var undervejs. For at mindes det boede alle, der kunne komme til det, i løvhytter i denne festuge. Man fejrede befrielsen fra Egypten, Guds beskyttelse undervejs i ørkenen, og at man nåede frem til det lovede land. Èn konkret hændelse under ørkenvandringen fik særlig opmærksomhed, nemlig det, der skete, da Moses slog på en klippe. Gud sagde til Moses: ”Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke” (2. Mos. 17, 6).
For at fejre den begivenhed skete der det, at hver dag – efter morgenofferet i templet – gik den store folkemængde med en præst i spidsen fra templet ned til Siloa-dammen. Her fyldte præsten en guldskål med vand og bar den tilbage til tempelpladsen, mens skarerne jublede, og der blev slået på trommer og blæst i basuner. Der var en rabbinsk talemåde, der sagde at ”dem, der aldrig havde prøvet at være til stedet ved denne fest, vidste ikke, hvad glæde var!”
Når de så var nået tilbage til templet og brændofferalteret, blev vandet hældt ud over alteret, mens der bl.a. blev sunget fra Es. 12, 3: ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.”
Det havde de nu gjort hver morgen i en uge, og den sidste dag var den allerstørste og festligste. Det er i denne intense ramme Jesus pludselig træder frem og siger: ”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ”Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.”
Èn af de skildringer fra Det Gamle testamente, som utvivlsomt var med til at give yderligere mening til disse handlinger med vand og tempel, var historien om tempelkilden fra Ez. 47, 1-12. Vandet kom fra templet. Vandet blev dybere og dybere, og det løb ud i landskabet mod øst og nåede til Det Døde Hav. ”Det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt” (v. 8). Og hvor strømmen fra templet når frem, bliver vandet sundt, og ting begynder at gro: ”På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom” (v. 12).
Det er i Jesus, alle disse billeder bliver til virkelighed. Ud fra alteret og templet – ud fra hans person, og ud fra hans død og opstandelse og hans udgydelse af Helligånden på pinsedag – strømmer liv og vitalitet ind i os, som det helbredende vand fra templet, der gør ørkenområder til frugtbart land. Selv Det Døde Hav kan blive sundt, når der kommer tilløb og fraløb. Selv det døde hjerte kan blive levende igen, når der kommer tilløb og fraløb – i kristen betydning: Jordnært og ærligt fællesskab med Jesus. Et fællesskab, hvor vi lærer vores mund at sige, hvad der er i hjertet – og hvor der derfor også bliver plads til at høre, hvad hans mund siger om, hvad der er i hans hjerte. Og hvad Jesus siger, og hvad vi hører, det er der skaberkraft i! Hvor der ellers var status quo og tørke, er der en strøm af noget livgivende.
Åndeligt set er der en tæt sammenhæng mellem vores vilje til at sige noget til Jesus og vores evne til at høre, hvad han siger. Når vi lukker af for vores indre og gør vort hjerte tavst, tager vi samtidig ørepropper på. Så opfatter vi det sådan, at Jesus er fjern, og ”han siger ingenting” osv. Han er så nær, og han siger så meget!
Den vej, jeg prøver at vise jer her, er ikke en verdensfjern vej for overfromme religions-freaks. Strømmen løber lige her, hvor du er – med dine interesser, din økonomi, din seksualitet, det du synes er sjovt, det du er bange for… Jesus er lige her med fællesskab om alle ting.
Hvis du tænker, at de følgende – og sidste – to afsnit, har du da lige læst for lidt siden, har du helt ret. De er en gentagelse af indledningen til denne prædiken:
Jesus sidestiller det at ”tro” med det at ”tørste”. At være en, der tørster, er betegnelse for en tilstand, man er i, for en indre drift man har, som får én til at styrte hen til vandhanen eller kilden for at drikke, ligeså snart der er mulighed for det. At være én, der tørster, er ikke en mening, man har, eller et parti, man tilhører, hvor man sidder og bliver enige om, at ”vi går meget ind for tørst! Nåh ja, så skal vi jo også huske en drikke med jævne mellemrum!” Nej, man er tørstig, og styrter hen for at drikke.
At være én, der tror, er betegnelse for en tilstand, man er i, som får en til at styrte hen til Jesus, ligeså snart der er mulighed for det (og det er der altid) for at høre sammen med ham. Eller meget bedre sagt: man har ham med sig i alt; han er vores tilgiver og opmuntrer og Frelser i alle ting. Han er Gud med os! At være én, der tror, er ikke en mening, man har, eller et parti, man tilhører, hvor man sidder og er enige om, at ”vi går meget ind for tro! Nåh ja, så skal vi jo også huske på Jesus med jævne mellemrum!” Nej, man tror, og man klynger sig til Jesus. Og dér – i livets daglige fællesskab med Jesus… ganske jordnært… virker Jesu kærlighed med enestående kraft ind i vort liv. Hvor der ellers ville være status quo og tørke, er der en strøm af noget livgivende. At være i jordnært og ærligt fællesskab med Jesus er som at drikke af en kilde – og som at få en kilde lagt ind i sig.
Yderligere inspirerende steder til temaet:
Nehemias’ Bog kap. 8, vers 13-18
Esajas’ Bog kap. 41, vers 18 og kap. 58, vers 11
Zakarias’ Bog kap. 13, vers 1 og kap. 14, vers 8
Johs. Åb. kap. 22, vers 1-5