Pinseprædiken 2010 – Frikirken 'Salem', Frederiksværk. d. 23. maj 2010
Fyldt af Helligånden...
Glædelig pinse!
Da jeg var lille var systemet i min kirke sådan, at der var søndagsskole om formiddagen og gudstjeneste om aftenen. Undtagen på nogle bestemte søndage om året; i påsken og pinsen. Her blev søndagsskolen aflyst og så havde vi gudstjeneste om formiddagen i stedet. Jeg husker de her gudstjenester på en helt særlig måde. Det var så tydeligt at lyset var kommet – at lyset strålede ind gennem ruderne, mens vi sang: ”I al sin glans nu stråler solen”. Jeg var vant til at gudstjenesterne lå mens det var mørkt eller dunkelt – men pinsegudstjenesterne var fulde af liv og af lys. En fest for lyset og for foråret. Et lys som tændte noget nyt i mig. Jeg håber du får en lignende oplevelse i dag…
Apostlenes Gerninger kap 2:1-21
Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«
Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: »Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel:
Det skal ske i de sidste dage, siger Gud:
Jeg vil udgyde af min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres unge skal se syner,
jeres gamle skal have drømme.
Selv over mine trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage,
og de skal profetere.
Jeg gør undere oppe på himlen
og sætter tegn nede på jorden,
blod og ild og kvælende røg.
Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og herlige dag kommer.
Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.
Lad mig lige starte med at få det grundlæggende omkring Pinse på plads. Der findes desværre alt for mange mennesker som ikke ved hvorfor vi fejrer pinse. Efter Jesu opstandelse gik der 40 dage hvor Jesus var på jorden sammen med disciplene, herefter for han til himmels – det som vi fejrede på Kristi Himmelfarts dag. Så skulle der gå 10 dage før Helligånden kom og derfor er vi nu 50 dage efter Jesu opstandelse – eller 7 uger for at være mere præcis. Pinse betyder faktisk 50. Men egentligt er ”Pinse” et gammelt udtryk for en jødisk høstfest der kaldes ”ugefesten”. Man fejrede den første hvedehøst efter udgangen fra Egypten (5. Mos. 16:16 og 2. Mos 34:22. ”Kornhøst festen” 2. Mos 23:16 og 4. Mos. 28:26). Det interessante ved denne fest, er at den i modsætning til de andre fester vi kender kun varer to dage (Eks. varer de andrer valfartsfester en hel uge). Det er derfor der er trængsel i Jerusalem – Man skal jo nå at aflevere sit offer i templet. Det er jo en perfekt dag at vælge til Helligåndens komme!!!
Og sådan er Helligånden – sådan er Gud – Han kommer på det helt rigtigt tidspunkt. Lige der hvor han skal gribe ind, der griber han ind... Han er ikke afhængig af hvem eller hvordan, han virker bare!
Så Pinse er i høj grad høstfest...
Høstfesten er i øvrigt også skyld i at disciplene (i ApG kap. 2) bliver beskyldt for at være fulde. Man drak nemlig en del sød vin – som altså er ung vin, der ikke har ligget længe nok til at få den sure smag. Jeg har en jødisk kogebog derhjemme som jeg har brugt som baggrundsmateriale til flere prædikener. Den fortæller at man skulle drikke en skål, hver gang man tog noget nyt i brug denne dag – Det gjaldt altså både nye afgrøder der skulle spises, ”Skål for det nye korn!” osv. men også for nye tallerkener og den slags og det kunne godt blive til en del vin ret hurtigt på dagen. (I øvrigt er den en velkendt jødisk skik at man hver gang man tager noget nyt i brug velsigner det med en såkaldt ”Kiddush”).
Hvis der skal være noget at høste, har vi brug for at Gud giver væksten. Vi kan ikke selv beslutte os for at vokse – eller beordre andre til at gøre det, på trods af at potentialet ligger i vores gener. Der skal de rette vækstbetingelser til, den rigtige kost, motion osv. Helligånden giver os de betingelser!
Det er værd at bemærke at det var Gud selv som startede kirken – selvom vi mennesker efterhånden har plantet kirker i alle mulige afskygninger rundt om i verden, for at samles om Jesus, så blev den første kirke startet af Gud selv. Det er Guds kirke, ikke vores – og det tror jeg faktisk nogen gange at vi glemmer!
Jeg har taget en væsentlig ting med i dag...
Mit armbåndsur. Jeg tror nemlig at man kan sige at kirken er som et armbåndsur. Jeg tror kirken stikker nogle retningslinjer ud, som vi retter vores liv ind efter – og hvor er det vigtigt at de retningslinjer som bliver udstukket er rigtige, for ellers kan det have fatale konsekvenser. Jeg er sådan en person som lever mit liv efter et ur – og derfor er det her armbåndsur meget væsentligt for mig. Men nogen af jer vil bemærke at det er længe siden at jeg har gået med det, og det er der en helt speciel grund til. Det er nemlig gået i stå... For at uret her skal gå rigtigt og give mig de rigtige pejlinger i mit liv, så skal jeg sørge for at det går, at urværket holdes i gang. Det kunne man godt tro kunne klares ved at dreje på den her lille knap, for at trække uret op... (Det ville jo være naturligt, for den slags ure). Men sagen er at det her ur faktisk kører på batterier! Det eneste jeg får ud af at dreje på den her knap, det er tidsfordriv og i værste fald at jeg kommer til at stille på uret, så det pludselig ikke viser den rigtige tid længere… Sådan tror jeg desværre nogle gange at vi er som kirke.
Mit ur, går forkert lige pt. - Det viser at klokken er 13.34 og selvom det godt nok rammer rigtigt 2 gange i døgnet, så har det stadig brug for at få tilført kraft, for at kunne udsende ærlige og brugbare meldinger.
Det tragiske ved det hele er at jeg faktisk har et batteri liggende – Min mor er nemlig sådan en omsorgsfuld type, som sørgede for at købe et helt arsenal af batterier i forskellige størrelser, da hun hørte at mit batteri var dødt. Men selvom jeg har batteriet liggende så kan jeg ikke få det sat i – Jeg har simpelthen ikke de kompetencer. Men jeg ved at der ligger en urmager i gågaden, som jeg bare kunne levere uret indtil, så vill ehan klare opgaven på få minutter. Men jeg får aldrig taget mig sammen til det – og resultatet er at uret fortsat ikke virker som det skal!
Jeg er bange for at vi tit forsøger at trække vores kirkelige ur op – og helt glemmer at søge efter den kraft som driver det hele. Vi tror mange gange at vi kan selv og så undlader vi at søge Gud for hans rådgivning og vejledning i situationen.
Pinsen minder mig om, at den kraft som satte hele urværket i gang også er den kraft som holder urværket i gang – og det minder mig om hvor vigtigt det er at søge Guds Kraft hver eneste dag også til vores helt dagligdags opgaver.
Helligånden er tilgængelig for alle mennesker. Den kraft som skal til for at holde vores indre ur i live, som skal til for at ændre på besværlige livsmønstre eller helbrede i specifikke situationer, er til rådighed for os. Men vi gør ikke noget ved det. Måske fordi vi ikke tror vi kan finde ud af det, eller måske fordi vi bare ikke tør. Opgaven er simpel, hvis du ikke selv tør bede Helligånden om at fylde dig, så gå til forbøn – lad en anden bede for dig. Gud har udgydt sin ånd over alle mennesker, men alt for få vælger at udnytte muligheden for at mærke kraften.
Og Helligånden flytter om på ting når han flytter ind! Han sidder ikke bare stille! Men det sker sjældent alt sammen på en gang – Faktisk er det sjældent at Gud fører sin plan igennem med et knips, men igennem processer og over tid ser vi det igen og igen. Ældre mennesker har lært mig at det er sådan Gud arbejder – over tid – og han har nok af den! Helligånden ønsker at gøre dig mere hellig, mere rigtig, mere som du var tænkt til at være… Men det sker ikke fra den ene dag til den anden (Disciplene ventede på Helligånden med frygt og bæven i 10 dage!). Ilden skal have lov til at brænde, og nogle gange er det en smertefuld proces.
Illustration med glas... (4 gennemsigtige plasticglas)
Johannes Møllehave siger: ”Pinse betyder at ordene får ånd, dvs. at de bliver forståelige og virkelige, og at de bliver det for alle!” (”Hvor kærlighed bor”, Lindhart og Ringhof, 2002, s. 317)... Jeg skal forsøge at gøre det her så forståeligt som muligt:
Gud ønsker at fylde dig med sin ånd. Han har faktisk skabt dig til det, alligevel kan det indimellem være svært for os at lykkes med at blive fyldt af Helligånden... Og det er fortsat målet, at blive fyldt, så vi kommer ud over kanten og ud til mennesker omkring os.
-
Vi kan være så fyldt af andre ting, at der ikke rigtigt er plads...
-
Vi kan være sårede, og slået istykker, så ånden siver fra os, så snart vi har oplevet at modtage bare lidt...
-
Eller vi kan stille os på hovedet, eller ligge vandret i luften, for at få tingene til at hænge sammen. Vi kan vende os mod et fokus, som er langt væk fra Gud. Men den position giver bare heller ikke Gud mulighed for at fylde os.
Så lad mig bare slutte denne pinseprædiken af med at spørge om du er i stand til at modtage Helligånden? Gud er istand til at give den – og han ønsker at gøre det i dag! Han vil gerne fylde dig, og meget gerne så meget at du flyder ud over kanten...
Helligånden er en vedvarende energikilde – Han forsvinder ikke. Jeg har oplevet en del præster inden for de sidste år, som har trukket sig tilbage eller fundet på noget andet at lave på grund af mange forskellige ting - og al respekt for det. Men hver gang det sker, kan jeg mærke der opstår en bekymring indeni mig… Hvad så med os der er tilbage? Hvordan skal vi få det til at hænge sammen? Men bare rolig, Gud trækker ikke sin kraft tilbage – Helligånden bliver her til evig tid! Kirken har fødselsdag i dag og den uddør ikke… Heller ikke selvom præstesituationen ser vanskelig ud, eller økonomien er stram. Gud trækker ikke sin kraft tilbage. Det kan sagtens ske at kirken skal se anderledes ud, eller fungere anderledes, men vigtigst af alt er det at Gud ikke er afhængig af præster eller kirkebygninger. Hans Helligånd arbejder alle steder.
I pinsesalmen ”I al sin glans nu stråler solen”, skriver Grundtvig:
Det volder alt den ånd, som daler,
Det virker alt, den ånd som taler,
af kærlighed med sandheds røst.
Pinsen handler om at høre den stemme mellem alle stemmerne!
Må der blive tændt en ny ild i dig!
Rigtig velsignet pinse!
Tomas Lindholm – 23. maj 2010